5.11.2026 12:02

Emil planlægger fremtidens elnet

Dänemark TEKNIQ Arbejdsgiverne Autor nicht angegeben
27-årige Emil Glenn Kruse, projektleder for el-infrastruktur hos Wicotec Kirkebjerg i Høje Taastrup, er nomineret til Fagtalent 2026 i kategorien »Grøn omstilling«. Han arbejder blandt andet med udskiftning af transformerstationer og en stor solcellepark, mens behovet for højspændingskompetencer vokser. Kruse fremhæver, at god projektledelse kræver, at man lytter til erfarne kolleger, kommunikerer tydeligt og hjælper med at få projekterne til at lykkes.
KI-Zusammenfassung

27-årige Emil Glenn Kruse fra Wicotec Kirkebjerg er nomineret til Fagtalent 2026 i kategorien "Grøn omstilling" for sit arbejde med højspænding, transformerstationer og solcelleparker.

Da Emil Glenn Kruse gik ud af folkeskolen, var det ikke skolebænken, der trak mest. Han ville bruge hænderne, bygge noget og have et fag at falde tilbage på.

Derfor blev han klejnsmed. Siden læste han videre til maskinmester, og under uddannelsen opstod interessen for højspænding og el-infrastruktur.

- Jeg blev nysgerrig på, hvordan elnettet er opbygget. Derfor søgte jeg ind hos Wicotec Kirkebjerg og har arbejdet med højspænding lige siden, fortæller Emil Glenn Kruse.

Arbejder midt i omstillingen

I dag arbejder han som projektleder for el-infrastruktur hos medlemsvirksomheden Wicotec Kirkebjerg i Høje Taastrup. Opgaverne handler blandt andet om udskiftning af transformerstationer, og lige nu er han involveret i arbejdet med en stor solcellepark.

Det placerer ham midt i en af de centrale udfordringer i den grønne omstilling: at få elnettet til at følge med de mange nye behov.

- Der kommer virkelig mange projekter. Det, jeg kan mærke mest, er, at det er svært at finde kompetencer inden for højspænding. Det er rigtig svært at finde mandskab. Da jeg begyndte, var folk ikke så interesserede i mit job, men nu får jeg mange spørgsmål til middagsselskaber. Folk interesserer sig for elnettets opbygning, siger Emil Glenn Kruse.

Lytter før han leder

Emil Glenn Kruse er nomineret til Fagtalent 2026 i kategorien ”Grøn omstilling”. Men han beskriver ikke sig selv som én, der har alle svarene. Tværtimod.

Hans tilgang er pragmatisk. Man kan ikke vide alt om et projekt, mener Emil Glenn Kruse. Derfor handler det for ham om at samle dem, der ved mest, og lytte, før han træffer en beslutning.

- Jeg er meget bevidst om, at jeg ikke skal vide alt. Jeg skal være god til at lytte til andre og få dem til bordet, som ved noget om emnet, når vi går ind i et projekt, siger Emil Glenn Kruse.

Den tilgang har også været nødvendig. Emil Glenn Kruse er teoretisk stærk på elområdet, men han er ikke uddannet elektriker og har ikke selv arbejdet praktisk med el i højspændingsregi. Derfor har han måttet lære af montører, teknikere og kolleger med mange års erfaring.

- Det var da lidt nervepirrende at sætte sig med et sjak i en skurvogn. Især fordi min alder i begyndelsen også har været en udfordring. Nogle troede, jeg er praktikant. Det kom vi heldigvis hurtigt over, siger Emil Glenn Kruse.

God ledelse kræver tydelighed

På halvandet år har han lært meget om projektledelse. Ikke kun om planlægning og kontrakter, men også om arbejdsmiljø, kundehåndtering og tydelig kommunikation.

For Emil Glenn Kruse handler god projektledelse også om kollegaskab.

- Jeg vægter højt, at man er en god kollega, og at man har det godt, når man går på arbejde. Man skal hjælpe hinanden, men man skal også holde folk op på deres ansvar og være konkret om det, siger han.

Nomineringen til Fagtalent 2026 betyder meget for ham. Ikke mindst fordi den kommer på baggrund af det arbejde, han har lagt i at lytte, lære og udvikle sig sammen med sine kolleger.

- Jeg er rigtig glad for at blive anerkendt af mine kollegaer for min indsats. Det betyder rigtig meget. Dem, jeg har arbejdet sammen med de seneste halvandet-to år, har også præget mig i retning af nomineringen, siger Emil Glenn Kruse.

Næste skridt er ikke nødvendigvis en ny titel eller et større ansvar, men at blive endnu bedre til det, han allerede laver.

- Mit store ønske er at blive dygtigere. Og at have nogle gode folk at arbejde sammen med og få projekterne til at lykkes, siger Emil Glenn Kruse.

Læs mere om de nominerede til Fagtalent 2026

Nominerede fra TEKNIQs medlemsvirksomheder:

  • Årets talentudvikler: Lotte tager telefonen døgnet rundt og får lærlingene over målstrege



https://www.tekniq.dk/nyheder/emil-planlaegger-fremtidens-elnet