12.11.2026 10:02

NATO øver ubådsjagt

Dánsko Forsvarets Efterretningstjeneste Autor neuveden
Den danske fregat Esbern Snare deltager i disse uger i NATO-øvelsen Dynamic Merlin ud for Sveriges kyst sammen med krigsskibe fra syv andre allierede lande. De otte skibe træner i at finde og bekæmpe ubåde i Østersøen og håndtere simulerede trusler fra droner og sømålsmissiler. Øvelsen omfatter også ubåde fra Sverige og Tyskland, maritime patruljefly og tusindvis af NATO-soldater og skal styrke de allieredes samarbejde og evne til at beskytte maritime interesser.
AI shrnutí

Den danske fregat Esbern Snare deltager netop nu i øvelsen Dynamic Merlin 26. Sammen med 7 andre NATO-lande træner de i at opdage og bekæmpe trusler under og over havoverfladen.

Af Forsvaret

Ud for Sveriges kyst forgår der netop nu en intens ubådsjagt i NATO-øvelsen Dynamic Merlin. Otte allierede krigsskibe bliver testet i at finde og bekæmpe ubåde samtidig med, at de skal minimere truslen fra droner og anti-skibs-missiler.

Øvelsen skal styrke enhedernes og NATO-landenes evne til at samarbejde om maritime operationer i Østersøen.

Fregatten Esbern Snare indgår i disse uger i en af NATOs stående flådestyrker. Det gør den sammen med krigsskibe fra flere NATO-nationer – blandt andre Tyskland, Holland, Canada og Frankrig.

Med indsættelsen af Esbern Snare i NATOs stående fregatstyrke SNMG1 bidrager Danmark til NATOs stående beredskab, som er en reaktion på Ruslands angreb på Ukraine og aggressive tone over for sine europæiske naboer. På den måde bidrager Danmark til, at NATO har de nødvendige styrker til rådighed til at afskrække potentielle fjender fra at angribe Danmark eller andre NATO-lande og til om nødvendigt at forsvare NATOs territorium.

Udover krigsskibene deltager der også ubåde fra Sverige og Tyskland, maritime patruljefly fra flere andre nationer i øvelsen og tusindvis af NATO-soldater.

”Med Esbern Snares indsættelse i SNMG1 og deltagelse i øvelse Dynamic Merlin demonstrerer Danmark sin vilje og evne til at forsvare alliancens territorium i tæt samarbejde med vores tætteste naboer og NATO i et komplekst øvelsesscenarium,” siger chefen for 2. Eskadre, kommandør Thomas Stig Rasmussen.

Dynamic Merlin handler ikke kun om ubåde, men skibene bliver også udfordret af simulerede trusler fra sømålsmissiler og droner.

”Øvelse Dynamic Merlin giver os mulighed for at træne færdigheder i at finde og bekæmpe ubåde i Østersøen som en del af en større flådestyrke. På Esbern Snare træner vi blandt andet føring af skibe, maritime patruljefly og helikoptere i en koordineret indsats mod ubåde. Derudover giver øvelse værdifuld træning i indsættelse af vores Seahawk-helikopter i anti-ubådsoperationer,” siger skibschef på Esbern Snare, Ole Frandsen.

For NATO skal øvelsen Dynamic Merlin styrke evnen til at beskytte vigtige sejlruter og evne til reagere hurtigt på trusler mod alliancens maritime interesser. Derfor er øvelsen med til at sikre, at de allierede styrker kan operere effektivt sammen både i luften, på havoverfladen og under vandet.



https://www.forsvaret.dk/da/nyheder/2026/nato-over-ubadsjagt